Skip to content
Babyfotograf i København. For booking eller spørgsmål skriv til mia@framethebaby.dk.
Framethebaby har fanget søde babyminder siden 2010.

Når man ikke kunne have gjort det bedre selv!

babyfotografi

baby fotografi

Et godt babyfoto setup uden forberedelse kræver for det meste,  at man er hurtig på krea-aftrækkeren. Men en gang imellem, skal man bare åbne øjnene.

Noget af det jeg elsker mest ved at tage ud til mine kunder og fotografere i deres hjem, er den kreative udfordring i, lynhurtigt at skulle spotte, hvad der fungerer godt som baggrund og underlag. Sætte dette i forhold til hvor lyskilderne findes, samtidig med at det hele også skal matche babyens udseende og personlighed – og hvad forældrene ønsker af påklædning.

Der er mange faktorer, jeg med det samme skal have til at falde på plads, så vi hurtigt kan komme i gang – på babyshoots er det bare om at være på, når babyen er glad.

Men så er der særlige dage, hvor man får det hele foræret det sekund, man kommer ind af døren.

Sådan var min oplevelse, da jeg for et par dage siden var ude og fotografere Alba.

I soveværelset var der nemlig en smuk smuk væg. Tapetseret med hvad jeg tror, var sider fra gamle bøger, samt et sengetæppe i nogenlunde samme nuance – smukke jordfarver, der matcher babyhud til perfektion – og naturligt fremhæver Albas smukke blå øjne.

Placeringen passede også perfekt til Albas personlighed – hun er en meget aktiv baby, så ved at sætte hende på en seng, gav vi hende råderum til at kunne bevæge sig, men stadig inden for et område, der havde en naturlig afgrænsning.

HELT perfekt setup!

Så det eneste, jeg skulle tage højde for ud over selve fotograferingen, var at sørge for at Albas mor holdt hendes fokus rettet i nærheden af rummets eneste lyskilde (vinduet).

Det kom der en serie smukke billeder ud af, som er unikke for denne familie og som har et skønt, personligt præg.

Love it!

KBH NV baby – lokal lige der, hvor hun bor!

babyportrætter

Om at skabe mange forskellige baggrunde uden at bevæge sig mere end en meter.

Josephine. Kun 10 uger gammel men allerede fyldt med charme!

Hun blev fotograferet i gården lige uden for forældrenes opgang. Der var et par træer, lidt græs og et lille plankeværk, og mere har man ikke brug for, for at skabe en god stemning i udendørsbilleder.

babyfotograf
babyfotograf

Jeg har en svaghed for at bruge forældre som baggrunde. Jeg kan godt lide det nærvær, det giver at få nogle skud, hvor det handler om at lave et godt babyportræt, men hvor en af forældrene stadig er med på en eller anden måde.

Disse to billeder er skudt over skulderen på Josephines mor, da den lille lige skulle op og have en lille pause fra sessionen.

Her kan man se, at to billeder sagtens kan have helt forskellige baggrunde, selvom de er skudt med kun et par sekunders forskel på et forholdsvis lille sted.

Den ene baggrund har en naturlig pæn bokeh fra lyset i træerne, som giver en god stemning til billedet – hvor det er deres byggeri, der giver atmosfære til det andet billede.

Jeg synes det er den slags, der er med til at give billeder, som er skudt hjemme, en hel særlig historie, og personligt præg.

Selvom man flytter, vil den slags billeder stadig minde dig om den tid, der var, da billedet blev taget.

Den samme følelse af historie, får man bare ikke med studiebilleder.

babyfotograf

Babyportrætter på Vestre Kirkegård

udendørs babyfoto

Om at finde det pæne bløde lys inde på en kirkegård – selv ved højlys dag, uden en eneste sky på himlen.

Maya på 7 måneder skulle fotograferes som en fødselsdagsgave til hendes far, så en solrig dag i juli sneg Maya, Mayas mor og jeg, os ind på Vestre Kirkegård for at tage nogle billeder.

Det var et udfordrende shoot – der var ikke meget skygge at finde den dag.

Direkte lys, der bare brager ned fra en skyfri himmel på en dag som denne, giver både slagsskygger og knebne øjne, hvis man ikke tager højde for det.

Selvom man finder noget skygge, skal motivet være placeret således, at hun kigger i en retning, hvor lyset kommer fra, for at være oplyst pænt i ansigtet – men må samtidig ikke kigge ud i for meget lys, da det også er for hårdt for øjnene.

Vi fik en hyggelig gåtur mens vi ledte efter passende locations, og fandt en fin lille stentrappe, som passede perfekt i farven til Mayas kjole og øjne, samt en lille plet græs ved siden af, med masser af bellisblomster (tror jeg nok de hedder – jeg er lidt håbløs til blomsternavne) og en lav hæk i en halvcirkel i baggrunden.

Begge steder lå ud til søen, hvor der kom masser af lys ind fra – men hvor Maya var placeret således at hendes blik rammer noget bevoksning foran.

Dette gør, at hun ikke kigger helt direkte ud i fladen af lys, selvom der strømmer masser af lys ind derudefra. På den måde får vi noget pænt blødt lys, hvor hun ikke misser med øjnene.

babyfoto udendørs

babyfotograf

Er det maaaam?

Babyer med blomster er, som billede, en fin og enkel fortælling.

Billeder som dette er super sjove at lave – men de indeholder selvfølgelig også en vis grad af illusion.

Som alle, der har haft babyer inde på livet ved, så sidder babyer sjældent bare og beundrer blomster – neeeej, de skal da spises!

Som fotograf skal man lige nå at fange det rigtige sekund – det skal være et sekund efter, at babyen har plukket blomsten, og et sekund inden, blomsten ryger i munden 🙂

babybilleder

Baby for begyndere

Baby for begyndere er et medlemssite for gravide og forældre til babyer under 1½ år.

Klubben indeholder alt, hvad du har brug for: Sådan-gør-du videoguides, ekspertpanel, test, anmeldelser, rabatter, gode råd og viden om alt med baby – før, under og efter. Når du melder dig ind, får du tilmeld et gavekort på 250 kr. til forskellige butikker, en E-bog skrevet af forældre om alt det, de ville ønske, de havde vidst samt eksklusive rabataftaler. Og det er der framethebaby kommer ind. Jeg synes baby for begyndere er et fantastisk initiativ, og har derfor valgt at støtte konceptet med en rabat på 200 kr. til deres medlemmer.

Her er et link: Baby for Begyndere
Her kan du læse om baggrunden for klubben: Om klubben baby for begyndere

God fornøjelse!

Back To Top